Tilberedning af fisk i ovn
En rigtig god metode til fisk i ovnen er at tilberede den ved lavere temperaturer over længere tid – lidt som med kød. Det reducerer risikoen for, at fisken bliver tør, selv hvis den får en smule for meget. Ved højere temperaturer i kortere tid er der større risiko for, at fisken bliver over tilberedt.
Krydr altid fisken inden den kommer i ovnen. Salt og peber er et must, og du kan med fordel tilsætte citronskiver eller citronsaft samt friske krydderurter som persille, dild eller citrontimian, der passer særligt godt til fisk. En klat smør på toppen giver ekstra smag og saftighed. Dæk evt fadet med sølvpapir for at “dampe” fisken i fadet.
Hvis du tilbereder et helt stykke laks på omkring 800 g, kan du sætte ovnen på 125 °C og give den cirka 35 minutter – dog afhængigt af din ovn.
Har fisken skind, bør det vende opad under tilberedningen, så fisken bevarer sin saftighed.
Den hurtigere metode
Hvis du har travlt, kan du tilberede fisken ved 180 °C i cirka 20–25 minutter for et helt stykke laks. Mindre stykker eller andre fiskearter kræver naturligvis kortere tid.
Et godt tip
Tjek fisken undervejs – gerne efter at fisken har fået 75% af den samlede tid. Du kan vurdere, om fisken er færdig, ved at trykke let på den tykkeste del af fileten. Hvis den føles spændstig og “springer tilbage”, er den stadig rå indeni. Hvis den derimod giver efter, og lagene (lamellerne) begynder at skille sig let ad, er fisken som regel færdigtilberedt.
Lamellerne er de naturlige lag i fiskekødet, som netop deler sig flot, når fisken er tilberedt korrekt.
Stegning af hel fisk i ovn
Når du tilbereder en hel fisk, får du et ekstra saftigt og smagfuldt resultat, da ben og skind er med til at bevare fugten under tilberedningen.
Start med at rense fisken (hvis det ikke allerede er gjort), og dup den både indvendigt og udvendigt. Rids fisken let på begge sider, så varmen trænger jævnt ind.
Krydr fisken godt med salt og peber – både indvendigt og udvendigt. Fyld bughulen med citronskiver og friske krydderurter som dild, persille eller timian. Du kan også tilføje lidt smør eller en smule olie for ekstra smag.
Læg fisken i et ovnfast fad, gerne på en bund af grøntsager som løg, fennikel eller citron, som samtidig giver smag til fisken.
Tilbered fisken ved 140–160 °C i cirka 25–40 minutter afhængigt af størrelsen. En tommelfingerregel er, at en hel fisk på omkring 1 kg skal have cirka 30–35 minutter.
Du kan tjekke, om fisken er færdig, ved at trække let i rygfinnen – hvis den slipper nemt, er fisken klar. Alternativt kan du kigge ved rygbenet: Kødet skal være mælkehvidt og løsne sig let fra benene.
Velbekomme!
-

Færøske Laks 800 g.
kr.315,00 Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden